|
|
|
|
|
|
0 vare(r) i kurven
|
| Ialt |
0,00 DKK |
|
|
VEJLEDENDE STØRRELSE-SKEMA Gode tips og råd Vi har samlet en bunke gode tips og råd, som vi gerne vil dele med vores kunder. Vores tips og råd er alene ment som en god rettesnor og friske input til det daglige - men ikke to børn er ens, så måske du kan bruge enkelte ting og så tilpasse dem til din egen hverdag :o) Sundhedsstyrelsens liste over grundudstyr: Barnet har brug for tøj, der passer i størrelsen og som er blødt og behageligt at have på. Hvis tøjet er for småt og strammer, kan barnets bløde knogler påvirkes. Tøjet bør endvidere passe til årstidernes skiften. Sundhedsstyrelsen har lavet følgende liste vedr. grundudstyr: 6-8 undertrøjer/bodystockings i bomuld eller blød tynd uld 10-12 par underbukser (undlades, hvis man bruger bodystockings) 6-8 sparkedragter eller natdragter 2 varme trøjer med lange ærmer 3-4 bluser 1 hue 1 kørepose eller dragt 1 tæppe 4 par sokker Engangsbleer Ca. 10 stofbleer (velegnede ved amning, som gylpeklude og savleklude i sengen. Bruges desuden af sundhedsplejersken, når hun skal veje barnet). I stedet for undertrøjer og underbukser bruger de fleste familier idag bodystockings. Ved at bruge dette, så undgår du at barnet "skiller" på maven. Husk også strømpebukser til de lidt koldere måneder, så barnet ikke fryser dér, hvor tøjet "skiller" ved buksebenet. Og sidst men ikke mindst: babyhjelme er uundværlige hele året rundt. Så barnet undgår solens stråler i håret (hvor det kan være svært at smøre med solcreme), når solen står højest, og så ørerne holdes varme i køredragten/flyverdragten/jakken på de koldere dage. Især det første år er barnets ører meget sarte, hvilket gør babyhjelmen så smart, fordi den holder det værste træk og kulde ude. Uld/bomuld - hvad skal man vælge: Vi har ikke selv brugt uld til vores børn, da de fleste i vores familie har meget sart hud. Så vi har ikke nogen deciderede anbefalinger hertil. Men i dag kan man få smart tøj i uld/bomuld, hvor der er bomuld inderst mod huden og uld yderst, så man stadig får glæde af mange af uldens kvaliteter - især varmemæssigt. En sygeplejerske har dog fortalt os, at bruger man uld til sit barn inderst, skal man ikke veksle mellem uld den ene dag og ren bomuld den næste. Optimalt tøjvalg til de mindste: Når du køber tøj til babyer, som endnu ikke kan vende sig om eller kravle/gå, så husk at være opmærksom på, at der ikke er for mange kanter, mærker og høje syninger i tøjet, der hvor barnets vægt er størst - dvs. langs ryggen og ned over numsen. Høje kantenter, hætter m.v. kan irritere, fordi barnet ligger på dem det meste af dagen og ikke har mulighed for at skifte stilling eller rette på tøjet selv. Forestil dig, hvis du selv skulle sidde på en irriterende fold i tøjet hele dagen, som du ikke kan rette ud... Hos Casara.dk lægger vi meget stor vægt på, når vi gør vores indkøb til shoppen, at der er taget højde for alle disse ting, så vi kun sælger det bedste til Danmarks guldklumper. Hvordan fjerner jeg en plet: De fleste pletter (mad, olie og jord) kan som regel fjernes med lidt flydende opvaskemiddel - vi kan anbefale gode gamle "Vel". Hæld et par dråber opvaskemiddel på pletten, fugt med lidt lunkent vand og gnid det plettede stykke godt mellem to hænder med opvaskemidlet. Pas på ikke at gøre det så kraftigt, at stoffet strækkes ud af form eller ødelægges på anden måde. Jo før man behandler pletten, desto bedre bliver resultatet. Vi har haft held med at fjerne tomatketchup, madolie, spinat, mudder og cykelolie fra vores (og ikke mindst vores børns!) tøj. Og så er det nemt at have med på farten/ferie i en lille flaske. Skru ned for solen: Det er dejligt at være udendørs, når solen skinner. Og solen spreder glæde og giver D-vitamin til knoglerne. Men husk at beskytte huden mod solens farlige UV-stråling. Især små børn er udsatte for solens stråler. Solskader og skoldninger i barndommen øger risikoen for hudkræft senere i livet! Så vær smart og følg nogle få vejledninger for ophold i solen. Sørg for, at både børn og voksne er smurt ind i solcreme (ca. hver 3. time), hvor tøjet ikke dækker, at børn kan lege i skyggen på legepladsen, når solen står højest (kl. 12-15), og at drikke rigeligt med væske i varmen. Små børn bør klædes på med let bomuldstøj, der dækker arme og ben. Vi kan varmt anbefale bodyer med lange ærmer. Og børn bør generelt have en solhat eller kasket på til at skygge for solen og beskytte ansigtet. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man opholder sig så lidt som muligt i solen i tidsrummet kl. 12-15 fra april til september, hvor de fleste UV-stråler falder. Vi anbefaler en legionærhat samt solfaktor 25+ med fysisk filter til børn og solfaktor 15 til voksne. Se mere på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Biblioteket - en billig forlystelse og netværksmulighed: Mange større biblioteker har i dag en hel afdeling for børn, hvor forældrene kan sidde i sofaer/stole og læse højt for børnene af de mange børnebøger, og med computere og masser af legetøj til fri afbenyttelse - og ikke mindst en masse børn at lege med og andre forældre at tale med. Så hvorfor ikke benytte biblioteket på de lidt koldere dage til at skabe et nyt eller større netværk med andre ligestillede, uden at man behøver at have den store pengepung frem. |
|
|
|
|
|
| CASARA.DK · Borups Allé 127, 2000 Frederiksberg · info@casara.dk · Tlf.: +45 30 35 35 33 · CVR-nr.: 28457693 |
|
|
|